Økonomer Uden Grænsers seneste rapport for FødevareBanken med nye tal fra 2018 er netop udgivet.
FødevareBanken bekæmper både madspild og madfattigdom ved at indsamle overskudsmad fra supermarkeder og fødevareproducenter, for derefter at fordele det til organisationer, der arbejder med socialt udsatte.
Økonomer Uden Grænser har siden 2014 årligt beregnet de samfundsøkonomiske gevinster ved FødevareBankens arbejde.
Den nye rapport viser, at Fødevarebanken i 2018 indsamlede 1.080 tons overskudsmad, hvilket svarer til 10.293 familiers årlige madspild. I stedet for at blive kasseret, blev den indsamlede mad i stedet til over 2,7 millioner måltider. Ved at bruge overskudsmaden frem for at producere ny mad, sparede FødevareBanken samfundet for udledning af 1.698 tons CO2. En almindelig personbil skulle køre over 15 millioner kilometer – svarende til 391 gange rundt om jorden – for at udlede samme mængde CO2.
Samlet set fik samfundet – alene i 2018 – mindst 1,69 kr. igen for hver krone investeret i FødevareBanken.
Find den nye rapport samt rapporterne fra de foregående år her.